You are currently browsing the tag archive for the ‘Tjajkovskij’ tag.

Fredag aften gav Copenhagen Phil koncert i residensen på Rosenørns allé, aka Konservatoriets Koncertsal. De spillede værker af Arvo Pärt, Tjajkovskij og Jean Sibelius. Christian Kluxen var dirigent og den russiske violinist Sergej Krylov var aftenens solist. 

Violinist Anne Søe præsenterer aftenens program.

Violinist Anne Søe præsenterer aftenens program. Copyright: Jens Drejer.

Koncerten begyndte med violinist Anne Søe, som præsenterede aftenens program. For nogle år siden indførte Copenhagen Phil den skik, at forskellige musikere fra orkestret skiftes til at indlede deres koncerter. Det er en fantastisk skik – på den måde får publikum et tættere og mere personligt til musikerne. Samtidig får man en kort indføring i værkerne, samt en smule baggrundsviden om komponisterne. Anne Søe virkede lidt nervøs og det var rigtig synd, for hendes introduktion var både spændende, relevant og vedkommende. 

Aftenens første værk var “Cantus in memoriam Benjamin Britten” af den estiske komponist Arvo Pärt(f. 1935).  Værket begynder med tre slag på et instrument, der lyder som en kirkeklokke – de tre slag følger efter hinanden med et kort interval, hvor hver eneste tone får lov til at ringe ud før det næste slag. Dernæst begynder violinerne og bratscherne – bølge efter bølge af fine og sarte toner skyller ind over publikum, bølge efter bølge fyldt med sorg og smerte. Langsomt stiger både intensitet og volumen. Musikken bliver mørkere og mørkere, og dybere og dybere, indtil værket slutter brat med endnu et slag på kirkeklokken. Det var fantastisk og jeg er dybt fascineret af denne evne til at slutte på præcis det samme sekund – det er virkelig skarpt. Man er helt mundlam, mens den sidste tone fra kirkeklokken stadig vibrerer i hele salen og langsomt får lov til at rinde ud … det er første gang jeg hører et værk af Arvo Pärt, men det har bestemt givet mig lyst til at høre mere.

Sergej Krylov og Christian Kluxen efter Tjajkovskijs violinkoncert.

Sergej Krylov og Christian Kluxen efter Tjajkovskijs violinkoncert. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Tjajkovskijs romantiske violinkoncert med Sergej Krylov som solist. Musikken er sværmerisk og lidenskabelig – her kan man virkelig tale om stormfulde højder. Hver eneste violinsolo er et virtuost og ekvilibristisk mesterværk. Jeg bemærkede en tendens til, at hver eneste violinsolo blev efterfulgt af et meget saligt og sværmerisk stykke fra orkestret … og så kunne jeg jo ikke lade være med at tænke på Anne Søes præsentation, hvor hun fortalte, at Tjajkovskijs violinkoncert var inspireret af hans forelskelse i en af datidens berømte violinister. Så kan man jo ikke lade være med at lægge to og to sammen; jo mere violinen folder sig ud – jo mere salig, længselsfuld og forpint er orkestret bagefter. Det er virkelig musik, som får blodet til at bruse og hjertet til at slå! 

Efter en fyrig finale på første sats, brød publikum ud i spontant bifald. Det er bestemt ikke comme il faut, men det var saftsuseme velfortjent og derfor var det selvfølgelig også en passende applaus. 

Dirigenten tager lige en slapper, mens Sergej Krylov giver et ekstra nummer.

Dirigenten tager lige en slapper, mens Sergej Krylov giver et ekstra nummer. Copyright: Jens Drejer.

Publikums begejstring steg for hver eneste sats. Rygterne siger, at Sergej Krylov skulle være en af verdens bedste violinister og han skulle være særlig fænomenal til at spille lige præcis dette værk. Efter finalen takkede publikum både solist og orkester med et bragende bifald, hvilket Sergej Krylov honorerede med et storslået ekstra nummer.

Efter pausen spillede de både 6. og 7. symfoni af Jean Sibelius – uden pause! Jeg har aldrig før hørt om, at man spiller to symfonier på den måde. Aldrig nogen sinde. Men der er så meget jeg ikke ved, så jeg skal da ikke udelukkede, at det er sket før … jeg må bare understrege, at jeg har aldrig hørt om det. Umiddelbart lyder det jo lidt specielt – men bagefter må man alligevel indrømme, at det virkede faktisk rigtig godt; de to symfonier kom faktisk til at fremstå som en velfungerende helhed.

Den 6. symfoni begynder uendelig smukt – de lyse violiner begynder dæmpet og fredeligt, som solen der står op og spreder nattens mørke. Så stiger tempoet – det er som om, at alt og alle vågner friske og fulde af energi. Herefter sker der ikke så meget mere. Musikken er forholdsvis monoton, forstået på den måde, at der er ingen drama og ingen buldrende eller bragende højdepunkter. Jeg kan ikke lade være med at indskyde, at det minder mig en hel del om Thomas Manns store romaner: det store drama, de store følelser og alle de store lidenskaber er erstattet af en jævn, kontemplativ, reflekterende og intellektuel alvor. Samtidig er der nogle spændinger i musikken, der vidner om en eller anden form for drama – et indre drama, der bliver undertrykt og blot eksisterer som en foruroligende anelse i musikken. 

Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal.

Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal. Copyright: Jens Drejer.

Den 7. symfoni består kun af en enkelt sats; begyndelsen er mørk, dyster og faretruende – derfor virker det næsten som en helt naturlig forlængelse af den 6. sats. Men der er også flere kortvarige momenter af både munterhed og glæde. Samtidig spiller både messingblæserne og paukerne en mere fremtrædende og aktiv rolle, hvilket giver værket en smule monumentalitet. Kort sagt: jeg kan godt forstå, hvorfor Christian Kluxen og/eller Copenhagen Phil har fået den tanke, at Sibelius 7. symfoni kan optræde som en velfungerende finale for den 6. symfoni. Det er faktisk en ret genial tanke!

Alt i alt var det en fantastisk koncert … men det var også en meget lang koncert. Lidt for lang! Jeg kan godt forstå, hvorfor man gerne ville opføre de to første værker sammen. Jeg kan også godt forstå, hvorfor man gerne ville opføre de to sidste værker sammen. Det er den længste koncert jeg nogensinde har været til og jeg var rigtig træt bagefter – men jeg nød selvfølgelig hvert eneste minut. I dag har jeg tænkt en hel del på alle de medvirkede – de må sørme også være trætte efter sådan en præstation.

Sergej Krylov, Christian Kluxen og Copenhagen Phil.

Sergej Krylov, Christian Kluxen og Copenhagen Phil. Copyright: Jens Drejer.

Reklamer

Lørdag aften spillede Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis koncertsal – det var en af de mange koncerter i kategorien “Con amore”, som dækker over en bred vifte af meget forskellige amatørorkestrer. Men der var absolut intet amatøragtigt over koncerten – tværtimod!

Koncerten begyndte med “Intrada” af komponisten Mogens Andresen. Det er en meget pompøs fanfare for messingblæsere og to lilletrommer, som blot varede 2-3 minutter. Nogen ville nok mene, at det er en smule svulstigt at indlede en koncert med en fanfare – på en måde har de selvfølgelig ret. Men jeg syntes, at det var superfedt og det gav en pragtfuld stemning i salen lige fra begyndelsen. 

Det første regulære værk på programmet var Kuhlaus ouverture til Elverhøj, som de fleste kender fra “Olsenbanden ser rødt” – midterdelen af denne ouverture er den danske kongesang “Kong Christian stod ved højen mast”. Omkring 10% af publikum rejste sig op – selv om jeg er tilhænger af monarkiet, så blev jeg dog siddende, lige som de fleste andre. Jeg rejser mig selvfølgelig altid når der er medlemmer af kongehuset tilstede, men i alle andre tilfælde synes jeg, at det virker en smule meningsløst. Okay – lad mig lige opsummere: først Mogens Andresens fanfare. Dernæst ouverturen til Elverhøj med “Kong Christian stod ved højen mast” …. på det tidspunkt begynder man jo at overveje, hvad i alverden de har gang i. Programmet var så storslået og pompøst, at det havde været passende til en kongelig gallafest i Det kongelige teater.

Toke Møldrup.

Toke Møldrup.

Næste værk var Kabalevskijs cellokoncert med Toke Møldrup som solist. Det er kun to dage siden jeg oplevede Toke Møldrup som solist ved Dvoráks cellokoncert. Men det var en helt anden Toke Møldrup, som publikum mødte denne aften – han virkede meget mere rolig og afslappet. Musikken var spændstig, livlig og dynamisk. Men den var også varm og inderlig … jeg følte det som om, at jeg smeltede allerede i første sats. Anden sats var en largo, som er et musisk udtryk der beskriver et langsomt og bredt tempo. Det var dyb, mørk og sværmerisk musik, som gik lige ind i alle nervebaner – og det blev kun endnu bedre midt i anden sats, da Toke Møldrup spillede en solo, der var lige så mørk og vemodig, som Chopins nocturner, når de spilles af de allerbedste pianister. Musikken ændrede karakter, da Toke Møldrup begyndte at knipse på strengene – pludselig blev musikken mere skarp og moderne. Og så steg tempoet igen – buen fløj over strengene i et muntert og legesygt tempo. Her slog værket over i et tema, som tydeligvis havde rødder i den russiske folklore. Der var også et militært element, som blev understreget af messingblæserne og lilletrommen. Tredje og sidste sats begynder med en forførende og hjertegribende intensitet – hurtigt stiger tempoet til en hvirvlende allegretto, der straks fik mig til at tænke på kosakker som svingede hinanden rundt i en akrobatisk dans omkring bålet på Kaukasus brede stepper.

Dette værk var en fænomenal oplevelse – det var ren magi og jeg var fuldstændig tryllebundet fra start til slut. Toke Møldrup spillede fuldstændig suverænt. Men det var ikke bare ham – det var også hele symfoniorkestret. De blev belønnet med et bragende bifald og der var tre fremkaldelser af Toke Møldrup.

Toke Møldrup i Tivolis koncertsal.

Toke Møldrup i Tivolis koncertsal.

Dernæst fulgte anden sats af Lars Erik Larssons “Divertimento for cello og strygere” – indledningen var så gribende smuk, at det næsten er helt ubeskriveligt. Musikken var som blide og vuggende tonebølger. Senere fulgte en ophidsende og ekstatisk solo, hvor Toke Møldrup arbejdede i et næsten afsindigt tempo. Sikken en præstation! Jeg har efterhånden hørt Toke Møldrup en del gange, men denne koncert er helt bestemt den bedste. Det var en af den slags meget sjældne og helt usædvanlige koncerter, hvor alt bare er ren magi. Endnu en gang takkede publikum med et bragende og begejstret bifald, samt tre fremkaldelser af Toke Møldrup.

Han kvitterede til gengæld med et ekstranummer – jeg hørte desværre ikke hvad det var. Men det var endnu et virtuost mesterværk, som blev spillet fuldstændig sublimt. Og endnu en gang var der jublende bifald fra publikum og to fremkaldelser. Det vil sige, at i løbet af denne koncert fik Toke Møldrup ikke mindre end 8 fremkaldelser i alt …. det er altså temmelig usædvanligt. Og det stoppede jo kun fordi lyset i salen blev tændt. Ellers er det svært at sige, hvor lang tid det var blevet ved!

Efter pausen spillede Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester Tjajkovskijs 4. symfoni. Det begynder ret voldsomt med messingblæserne – så falder tempoet, hvorefter der langsomt bygges op til et forrygende klimaks. En større del af publikum brød ud i spontane klapsalver allerede efter første sats. Det skete ikke en eneste gang mellem satserne i koncertens første del. Derfor er der ingen tvivl om, at alle i salen kendte “reglerne” – men disse klapsalver var et klar og tydeligt vidnesbyrd om publikums begejstring.

Dirigent Jules van Hessen.

Dirigent Jules van Hessen.

Anden sats er domineret af en sværmerisk romantik, som understreges af de lette toner fra fløjterne, som nærmest flyver ud over publikum. Her bliver følelserne virkelig presset til det yderste. Et af højdepunkterne i tredje sats, var et helt suverænt samspil mellem de lyse violiner og de dybe basser, som begge knipser på strengene – det var ekstremt smukt og gribende. Musikken fortsætter i et dæmpet og nærmest underspillet tempo …. indtil bækken, trommer, pauker og messingblæsere pludselig brager løs på samme tid, som om at de er blevet fuldstændig sindssyge. Det er man bestemt ikke forberedt på, hvis man ikke kender Tjajkovskijs 4. symfoni – og det gjorde jeg ikke! Hvis nogen skulle have tilladt sig at lukke øjnene og blunde et øjeblik, så bliver de i hvert fald vækket. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Tjajkovskij sandsynligvis har moret sig kosteligt, mens han skrev dette stykke. Først skriver han det her blide og dæmpede musik, som sikkert frister mange blandt det intetanende publikum til at døse en ganske lille smule – og så vækker han dem med et mægtigt chok. Gad vide om der føres statistik over, hvor mange publikummer der har fået et apoplektisk anfald under denne symfoni?

Efter endnu et stormende og bragende bifald fik vi et ekstranummer fra orkestret – jeg må indrømme, at jeg ikke var specielt begejstret. For det første var jeg ved at være træt – for det andet, så var jeg bange for, at dette ekstranummer ville ødelægge indtrykket af en af de flotteste koncerter jeg nogensinde har oplevet. Men det var selvfølgelig dumt af mig. Afslutningen var et ganske kort værk, der var lige så festligt og bombastisk som den indledende fanfare, og dermed blev det en helt perfekt og temmelig storslået afslutning på fuldstændig exceptionel koncertoplevelse! 

Denne koncert er en meget stærk kandidat til titlen som sæsonens bedste koncert i Tivolis koncertsal. Der var en usædvanlig flot og gennemtænkt struktur i hele programmet. Dernæst spillede Toke Møldrup bedre end nogensinde før. Og så er der Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester – sjældent har jeg oplevet et orkester der spillede så sublimt. Der er en særlig ros til violinerne, som gang på gang gjorde mig helt målløs. Det lød bestemt ikke som 15-20 violiner – nej, deres samspil var så suverænt, at det lød som én stor, magisk violin. I følge deres hjemmeside består Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester af cirka 65 musikere mellem 13 og 68 år. Det vil sige, at nogle af musikerne er så unge, at de stadig har temmelig meget at lære. Og nogle af de ældste musikere har måske ikke så mange kræfter som de har haft … men de spiller bare så godt, at man skulle tro hver eneste musiker var topprofessionel. Jeg er virkelig dybt imponeret! Det er svært at forstå, at Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester er et amatørorkester – det er mennesker som har et andet arbejde og de øver kun sammen en gang om ugen. De får heller ikke penge for at spille – tværtimod – de betaler kontingent for at være med. Men det kan man bestemt ikke høre på dem – deres koncert lørdag aften var en suveræn oplevelse og jeg glæder mig helt ekstremt meget til at høre dem en anden gang!

6stjerner

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal.

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal.

Fredag aften var jeg til koncert med Copenhagen phil, som havde forladt hjemmebasen for at indtage Dronningesalen i “Den sorte diamant”.

Det var annonceret på Copenhagen Phil`s hjemmeside, at der var koncertintroduktion 18,45. Vi kom næsten en halv time før og ventede tålmodigt på, at de skulle åbne dørene, så vi kunne komme ind til introduktionen. Det skete bare aldrig. Både DR Symfoniorkestret og Copenhagen Phil holder normalt koncertintroduktion i koncertsalen. Det er selvfølgelig muligt, at de har benyttet sig af en anden mulighed i Den sorte diamant – i så fald opdagede vi det ikke og det var lidt ærgerligt ……

27-årige Santtu-Matias Rouvali er 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil.

27-årige Santtu-Matias Rouvali er 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil.

Koncertens musikalske forret var Igor Stravinskys musik til balletten “Feens kys”; balletten bygger på en historie af H. C. Andersen, som hedder Isjomfruen. Musikken er inspireret af Peter Tjajkovskij, som var et af Stravinskijs forbilleder. Folk som har et indgående forhold til Tjajkovskij kan genkende både sange og klaverstykker i Stravinskijs balletmusik.

“Feens kys” handler om en lille dreng som bliver kysset af Isfeen; derfor tilhører han Isfeen. Da han bliver en ung mand prøver hun at forføre ham og lokke ham ud i bjergene, men han gør modstand og undslipper. Den unge mand bliver forlovet og skal giftes. Det lykkes for Isfeen at overtage brudens plads; da den unge mand opdager fejlen er det allerede for sent og Isfeen fører ham med til sit iskolde rige.

Det er jo en temmelig skummel historie – på en måde er det en skarp kontrast til den særdeles muntre musik. Men der indgår jo både en forlovelsesfest og et bryllup i balletten, hvilket har givet komponisten lejlighed til at skrive en masse muntert og festligt musik. Jeg havde mest lyst til at springe op og danse midt i salen; i stedet for nøjedes jeg selvfølgelig med at vippe lidt med foden, for det var umuligt at sidde helt stille. Tubaen spillede en helt central rolle – jeg forestiller mig, at den skulle illustrere Isfeen som lister sig ind på sit offer. I stedet for at skabe uhygge, så skabte det en vidunderlig komik. Jeg havde mest lyst til at grine højt af fryd og begejstring for denne eventyrlige humor. Det var en fantastisk oplevelse og Copenhagen Phil spillede med så meget kraft og energi, at jeg blev helt beruset.

Aftenens hovedret var Sjostakovitjs 2. violinkoncert med den lettiske violinist Baiba Skride som solist. Det begyndte så godt ….. men der gik kun 10 minutter: så sprang en af strengene på Baiba Skrides violin. Hun byttede lynhurtigt med Jon Gjesme, som var aftenens koncertmester. Men hun kunne åbenbart ikke spille på hans violin og så måtte koncerten stoppes.

Den lettiske violinist Baiba Skride.

Den lettiske violinist Baiba Skride(nb: billedet er taget fra 12. række. Tryk for at se billedet i fuld størrelse.)

Jeg har aldrig oplevet en koncert, som måtte stoppe på den måde. Aldrig nogen sinde. Og hvordan håndterer man sådan en situation? En perfektionist ville måske gå i panik og tænke, at det var en katastrofe, for den slags må selvfølgelig ikke. Alligevel kan man selvfølgelig ikke undgå, at det sker en sjælden gang imellem. Da jeg ikke har oplevet det før, syntes jeg nærmest at det var en oplevelse. Det er jo nemt nok for mig at sige, når jeg bare er tilskuer. Men det er mit indtryk, at musikerne taklede situationen lige så roligt og afslappet som publikum. Baiba Skride virkede fuldstændig uanfægtet, da hun undskyldte med et lille smil og forlod scenen sammen med Jon Gjesme for at sætte en ny streng i violinen. De kom tilbage fem minutter senere og så spillede de violinkoncerten forfra – og denne oplevelse havde tilsyneladende hverken påvirket Baiba Skrides selvtillid, fokus eller koncentration.

Sjostakovitjs 2. klaverkoncert er et meget indadvendt værk, som er båret på en undertone af konstant smerte. Det er rørende og inderligt. I anden sats stiger intensiteten til en brusende bølge af smerte, som skyller ind over publikum. Der er også et længere forløb, hvor alle de andre strygere fungerer som en mild og dæmpet baggrund, mens Baiba Skrides violinsolo er fuld af smertefuld ensomhed og fortvivlelse. I tredje og sidste sats bliver tempoet hektisk, manisk, ophidset – og musikken bliver nærmest forvandlet til et musikalsk vanvid eller mareridt. Den dystre og skæbnesvangre stemning understreges af nogle tunge og dunkle brag fra både lilletrommen og paukerne.

Jeg ville ønske, at jeg kunne høre Copenhagen Phil og Baiba Skride spille Sjostakovitjs 2. violinkoncert endnu en gang. Jeg var så fuld af stemningen fra Stravinskijs musik, at der ikke rigtig var plads til violinkoncerten ….

Copenhagen Phil i Dronningesalen.

Copenhagen Phil i Dronningesalen.

Efter pausen bestod den musikalske dessert af mere balletmusik – det var uddrag af Tjajkovskijs musik til Svanesøen. Her genkender man masser af højdepunkt som fx den ungarske dans, der er en hvirvlende czardas. Mange vil også genkende svanernes dans. Men det mest kendte nummer er selvfølgelig valsen(tryk her for at høre den), som jeg er helt sikker på, at alle kender – også alle dem som bare ikke ved det. Det er så vidunderligt og berusende, at man slet ikke kan lade være med at juble indvendig. For mig var højdepunktet dog Jon Gjesmes gribende violinsolo; det var så utrolig smukt, så rørende og så inderligt, at det næsten er ubegribeligt. Jeg kunne mærke, hvordan hårene rejste sig på mine arme. Jeg fik kuldegysninger ned af nakken og det føltes som om, at tonerne trængte ind i hver eneste celle i min krop. Det var en usædvanlig stærk oplevelse!

Da vi forlod koncertsalen var vi lige ved at løbe ind i Santtu-Matias Rouvali. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan det er lykkedes ham at komme ud af salen så hurtigt ….. men jeg er rigtig glad for, at jeg fik chancen for at sige “thank you for a wonderful concert”. Det er tredje gang jeg oplever Rouvali som dirigent og jeg er en stor fan. Den unge mand er fuldstændig fænomenal. Hans arme sejler gennem rummet, han står på tæerne og strækker hænderne mod loftet, og alle fingrene dirrer ivrigt i luften, mens han stormer fra den ene side af podiet til den anden. Han har lige så meget kraft og energi, som et helt tordenvejr. Når Santtu-Matias Rouvali overfører denne energi til orkestret, så bliver musikken til ren magi der skyller ud over publikum.

Hvis man har lys til at opleve Santtu-Matias Rouvali, så har man chancen igen allerede d. 14. marts, hvor Copenhagen Phil atter er tilbage i Konservatoriets koncertsal. Tryk her for at læse mere.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Nøddeknækkeren og musekongen.

Nøddeknækkeren og musekongen.

For nogle måneder siden genåbnede Hotel D´Angleterre efter en længerevarende ombygning. Det er dejligt, at alle stilladserne endelig er væk, så vi alle kan glæde os over endnu en formidabel juleudsmykning på det gamle hotel. Der er slet ingen tvivl om, at det er her man finder Københavns mest pompøse og ekstravagante juleudsmykning, og alle forbipasserende er behørigt imponerede. Jeg har været forbi nogle gange og hver eneste gang står der en hel gruppe mennesker, som er i gang med at fotografere. Der er simpelthen ingen som går forbi uden at standse foran hotellet.

Hovedindgangen til D`Angleterre.

Hovedindgangen til D`Angleterre.

Den opsigtsvækkende udsmykning forestiller historien om Nøddeknækkeren. Balletten – med musik af Tjajkovskij – har i mange år været en rigtig juleklassiker. For en del år siden havde jeg en partner som var vild med ballet. Han slæbte mig med til 5 eller 6 balletter – 2 af disse forestillinger var Nøddeknækkeren. Jeg er bare ikke til ballet. Jeg keder mig noget så forfærdeligt. Men musikken er jo dejlig, siger folk altid …. jaja. Det er sikkert derfor, at jeg altid sover fuldstændig fantastisk. Det gælder også til Nøddeknækkeren. Den sidste gang jeg så Nøddeknækkeren, nåede jeg faktisk kun at sætte mig i sædet før jeg faldt i søvn. Så skulle man jo tro, at jeg ville være frisk og veludhvilet til anden akt. Men endnu en gang sov jeg dybt fra musikken begyndte og indtil jeg blev vækket af publikums klapsalver.

Midt på hotellets store balkon ser man en mand med en høj, sort hat, som læser højt for en lille pige, der sidder med en nøddeknækker i favnen. Jeg er bange for, at der er mange forbipasserende, som forledes til at tro, at det er H. C. Andersen – og dermed også, at “Nøddeknækkeren” er skrevet H. C. Andersen. Men det er ikke tilfældet. “Nøddeknækker og musekonge” er skrevet af E. T. A. Hoffmann.

Dette skal forhåbentlig IKKE forestille H. C. Andersen!

Dette skal forhåbentlig IKKE forestille H. C. Andersen!

Når man taler om eventyr, så er der først og fremmest de uendeligt mange folkeeventyr. Så har man de altdominerende eventyrforfattere H. C. Andersen og brødrene Grimm. Men så var der også E. T. A. Hoffmann, som var i en klasse helt for sig selv. Han eventyr er fyldt med ånder, feer og alfer. Dernæst er hans eventyr ofte temmelig grumme og makabre. For et par år siden udgav forlaget KLIM to store bind med udvalgte eventyr og det var en meget usædvanlig oplevelse. Jeg har vist aldrig læst noget der var så afsindigt og besynderligt. Jeg sad gang på gang og tænkte, at sådan noget kan man altså kun skrive, hvis man er på LSD …. eller noget lignende. Men jeg er stadig ikke helt sikker på om det var positivt? Eller negativt?! Men det var i hvert fald ikke kedeligt. Det var næsten som at blive fanget i en anden persons rablende – men også fascinerende! – vanvid! Der er så mange overnaturlige væsner i Hoffmanns historier, at jeg er fuldstændig overbevist om, at han selv har troet på en reelt eksisterende åndeverden. Flere gange havde jeg ligefrem den tanke, at Hoffmann og jeg simpelthen levede i hvert sin verden.

Der er ingen tvivl om, at jeg foretrækker Hoffmanns eventyr frem for balletten. “Nøddeknækker og musekonge” er en ganske usædvanlig historie, som jeg gerne vil anbefale. Men jeg er ikke sikker på, at den er egnet for børn!

Hotel D`Angleterre 2013.

Hotel D`Angleterre 2013.

Sommer var det – ikke midt på dagen, men tidlig aften. Det var ikke i et hjørne af hegnet, men i Tivolis koncertsal midt i den gamle have, hvor Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester skulle give sommerkoncert. De unge pigers kjoler strålede i alle regnbuens farver, som blomster der lige var sprunget ud… 

Det var et brutalt angreb på alt hvad der hedder takt og tone. Først møder de unge kvinder op i et væld af kulørte kjoler, i stedet for sort som traditionen byder – så er der ikke langt til det rene anarki. Jamen, det er sådan det begynder. Når sæderne skrider så venter revolutionen rundt om hjørnet. Og det næste øjeblik opdager man, at alle de unge mænd har smidt jakkerne; så sidder de halvt afklædte midt på scenen i de bare skjorteærmer. Derefter er man heldigvis forberedt på det værste og jeg blev da heller ikke et spor forbavset, da hele salen brød ud i vilde klapsalver allerede efter 1. sats i Tjajkovskijs violinkoncert. Men jeg var rystet – dybt rystet! 

Spøg til side; de unge mennesker havde virkelig fortjent det…… 

Tjajkovskijs violinkoncert

Tjajkovskijs violinkoncert er formentlig den mest kendte violinkoncert der findes. Det er følelsesfuldt, sværmerisk og meget romantisk musik. I første sats kan hjertet slet ikke lade være med at danse en lille vals….. Aftenens solist var den 19-årige violinist Niklas Walentin, som vandt P2´s talentpris i 2013. Han spillede med en glødende intensitet og en formidabel virtuositet. Der var masser af små detaljer, så jeg hørte masser af toner og nuancer som jeg aldrig har bemærket før. Der er en temmelig lang solo i første sats, som Niklas Walentin spillede fuldstændig sublimt. Han rev fuldstændig benene væk under publikum og jeg er slet ikke i tvivl om, at det var hans præstation i denne solo, som udløste publikums spontane bifald. 

Symfoniorkestret gjorde også en god indsats; der var masser af højdepunkter, som fx en forrygende smuk obosolo. 

Jeg tror faktisk ikke, at der var nogen i orkesteret som lavede én eneste fejl – ikke én eneste. Dirigenten Rolf Gupta havde valgt en sikker vej gennem værket, hvor han ikke pressede de unge musikere for meget og ikke tog nogen vilde chancer – derfor var der heller ingen som lavede fejl. Til gengæld blev resultatet lidt for pænt og en lille smule tamt. Og jeg synes også, at det blev en lille smule kedeligt. Det var Niklas Walentin som løftede værket; uden en violinist af hans kaliber, så havde jeg nok ikke været så begejstret. 

Mahlers 1. symfoni

Der er en stor kompleksitet i alle Mahlers værker; selv om man kan bliver grebet allerede første gang man hører en symfoni af Mahler, så vil jeg alligevel vove den påstand, at alle mennesker har brug for at høre et værk af denne kompleksitet adskillige gange før man begynder at fange og forstå dybden, strukturen og alle nuancerne. Jeg havde hørt Mahlers 1. symfoni mange gange, før jeg blev fanget af værkets magi. Nu føles det næsten som en stor opdagelsesrejse, hvor der venter nye og spændende oplevelser hver eneste gang jeg hører det. Hver eneste gang bemærker jeg flere og flere sammenhænge og detaljer. 

Første sats begynder så sart og så fint. Der er en utrolig skrøbelighed i musikken; langsomt øges kraften og intensiteten…. første sats slutter med et formidabelt klimaks. 

Anden sats begynder forførende og kraftfuldt. Der er en voldsom energi både i strygerne og blæserne. Man bliver revet med uanset om man vil eller ej….. og midt i satsen forvandles den kraftfulde musik til en forførende vals…. man bliver mentalt set hvirvlet rundt, så man bliver helt beruset af musikken. 

Tredje sats begynder med en slæbende og vemodig sørgemarch; langsomt stiger både tempoet indtil musikken igen slår over i valsetoner. Men denne gang har musikken en melankolsk undertone. Det er som stumper og stykker af datidens dansemusik, der flagrer rundt mellem hinanden, som et melankolsk ekko af den musik som man dansede til forrige nat? Eller måske som et fragmenteret minde om alle de melodier man dansede til da man var ung?! 

Selv om den fjerde sats har et vemodigt og meget melankolsk midterstykke, så er denne sats præget af et dramatisk og meget kraftfuldt forløb. Det ene eksplosive klimaks følger straks efter det andet, så man føler sig hensat til et musikalsk ragnarok. Der er vist ingen andre kompister, der kan konkurrere med Gustav Mahler udi den ædle kunst at skabe storslåede og bragende klimakser.

Og musikkonservatoriets symfoniorkester gav fuld kraft – det var så meget kraft og energi i hele orkestret, at Mahlers 1. symfoni blev en helt eminent oplevelse. Bagefter følte jeg mig både mæt og tilfredsstillet – og jeg forlod Tivolis koncertsal i en tilstand af beruset salighed. 

Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle give 4 eller 5 stjerner; jeg er rigtig imponeret over niveauet i Det kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester. Niklas Wallentin var helt sublim i Tjajkovskijs violinkoncert – deværre synes jeg, at der manglede noget i orkesteret. Det var ikke optimalt. Til gengæld var deres indsats i Mahlers 1. symfoni fuldstændig eminent. Der var en paukespiller som spillede med en dybt imponerende selvtillid – han udstrålede en fænomenal indre ro, der stod som en fascinerende kontrast til den kraft han brugt når paukerne fik nogle bank. I begyndelsen af 3. sats var der en bassist som fik mit hjerte til at slå uroligt…. jeg er også nødt til at nævne alle strygerne, fløjterne, messingblæserne, stortrommen og alle de andre. Mahlers 1. symfoni var en fantastisk oplevelse; sådan et resultat opnår man kun når hver eneste musiker i orkestret yder en helt suveræn indsats. 

Alligevel har jeg bestemt, at jeg kun vil give 4 stjerner….. 

4 stjerner

Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester.

Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester.

For nogle dage siden offentliggjorde Copenhagen Phil programmet for sæson 2013-2014 – deres første sæson med det nye navn. 

Og jeg kan ikke lade med med at tænke, at det er et program der understreger intentionerne med deres nye engelske navn; lige for tiden spiller Copenhagen Phil i Østre gasværk, hvor de fejrer 100-året for Le Sacre de Printemps med en danseforestilling som de selv kalder “revolutionerende”. Copenhagen Phil spiller, mens danserne fra Dansk Danseteater danser sammen med 200 børn. 

I næste sæson kommer der 4 nye forestillinger med deres koncept “60 minutes”, hvor man kan opleve anderledes, nyskabende og innovation kunstmusik. Den 13. november rykker de ovenikøbet forestillingen til koncertsalen i Store Vega. Den 14. marts spiller man en ny koncert af den kinesiske komponist Tan Dun og aftenens solist – Mathias Reumert – spiller slagtøj. 

Der er ingen tvivl om, at Copenhagen Phil er Danmarks førende symfoniorkester, når det kommer til det som man vist godt kan tillade sig at kalde for avantgarde musik. Både den klassiske musik og den klassiske koncertform bliver udfordret og nyfortolket. Alle disse projekter viser, at Copenhagen Phil er et moderne symfoniorkester, der har både mod og lyst til at kaste sig ud i visionære og innovative opgaver. 

Men jeg må indrømme, at jeg er lidt konservativ; derfor glæder jeg mig mest til de traditionelle, klassiske værker. 

Fem favoritter

D. 27. september 19,30: det er umuligt, at forestille sig en mere storslået og grandiøs sæsonåbning. Aftenens første værk er Beethovens 1. symfoni og efter pausen spiller de Beethovens 9. Jeg har aldrig hørt den 9. i virkeligheden, men jeg bliver en smule eksalteret bare ved tanken om at opleve den store finale med glædeshymnen “Ode an die Freude”; der er 4 solister som skal synge sammen med både Ars Nova og det lettiske radiokor. Hvis alt går som det skal, så bliver denne koncert en af årets absolutte højdepunkter. Læs mere HER

D. 25. oktober 19,30: en af de bedste nyheder i det nye program, er oplysningen om at den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali er udnævnt til Copenhagen Phils 1. gæstedirigent. Jeg oplevede den unge dirigent ved en koncert i sidste sæson, hvor jeg blev dybt fascineret af hans energi og hans dynamiske stil. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til denne koncert, hvor de spiller to værker af John Adams, som jeg ikke kender, før de slutter med Dvoráks 9. symfoni – “Fra den nye verden”. Læs mere HER

D. 22. november 19,30: denne aften spiller Copenhagen Phil Sjostakovitj Symfoni nr. 7, kendt som Leningrad Symfonien. Jeg er ret vild med Sjostakovitj og hans kraftfulde værker, så det er endnu en koncert, som jeg nødig vil gå glip af. Læs mere HER

D. 21. februar 19,30: kan man opleve Copenhagen Phils chefdirigent Lan Shui, når han dirigerer Richard Strauss “Don Quixote” med cellist Jan Vogler som solist. Samme aften kan man også opleve Tjajkovskijs 5. symfoni. Jeg er ikke særlig vild med Tjajkovskij…. han er alt for følende, sentimental og romantisk til mit temperament. Netop derfor bliver jeg fanget af beskrivelsen i programmet, hvor Tjajkovskijs 5. symfoni sammenlignes med Beethovens 5. Det lyder jo særdeles interessant. Læs mere HER

D. 28. februar 19,30: er vi formodentlig nået til endnu et af sæsonens højdepunkter; aftenens koncert begynder med Mahlers Blumine, som jeg aldrig har hørt før. Dernæst følger Mahlers sangcyklus Kindertotenlieder. Det er vist 13-14 år siden, at jeg var til min første Mahlerkoncert og det sagde mig absolut ingenting. Siden har jeg hørt Mahler nogle gange og jeg har også købt et par af hans symfonier på CD – men det har aldrig fanget min interesse. Sidste sommer satte jeg tilfældigvis et af Mahlers værker på mit anlæg og pludselig – jeg aner ikke hvad der skete – men pludselig blev jeg fuldstændig bjergtaget. De næste 2-3 måneder hørte jeg Mahler fra morgen til aften. Jeg kunne slet ikke nok…. derfor glæder jeg mig rigtig, rigtig meget til denne Mahlerkoncert. Efter pausen kan man høre et værk af Hindemith – “Matias der Maler”. Jeg kender ikke værket, men det lyder meget spændende. Læs mere HER

Udover alle disse koncerter, så spiller Copenhagen Phil også når Den jyske opera gæster København med to operaforestillinger. I november kan man opleve Janaceks opera “Katja Kabanova” og til april får man chancen for at se Donizettis “Lucia di Lammermoor”. Begge forestillinger kan opleves på Det kongelige teaters Gamle scene på Kongens Nytorv. Det er mit indtryk, at Den jyske operas gæsteforestillinger er blevet meget populære i løbet af de sidste par år – det er i hvert fald blevet sværere og sværere at få billetter. Og det er efterhånden et par år siden, at det er lykkedes for mig…….. 

Endelig er der selvfølgelig også en ny omgang kammerkoncerter, som altid finder sted søndag kl. 11,30, hvorfor de har fået navnet “½12 koncerter”. Jeg elsker disse afslappede, hyggelige og intime koncerter, hvor de forskellige værker altid krydres med anekdoter og underholdende musikhistorie. Af en eller anden grund når jeg aldrig at komme til mere end halvdelen; det er jeg rigtig ked af, for jeg kan slet ikke forestille mig, at man kan bruge sin søndag på noget der er bedre. Måske lykkes det for mig, at komme til alle ½12 koncerterne i den nye sæson. Man har da lov til at håbe……. 

Copenhagen Phil i det gamle koncerthus, hvor de har fast base.

Copenhagen Phil i det gamle koncerthus, hvor de har fast base.

Fredag var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester; som et nyt tiltag er det en musiker fra orkesteret som præsenterer dirigenten og aftenens solist – det virker måske som en ubetydelighed, men det er det absolut ikke. Det er et fantastisk indslag i programmet, som skaber både nærhed og personlig kontakt mellem publikum og orkester. Samtidig er det også med til at profilere medlemmerne af orkesteret, hvilket jeg synes er meget vigtigt. Musikerne i et moderne symfoniorkester skal ikke bare være anonyme pingviner. Det er sådan en konsensus der hører fortiden til…….

Fredag aften var det basunist Christian Schmiedescamp som præsenterede koncerten og det gjorde han forrygende. Han begyndte med at præsentere aftenens medvirkende, hvorefter han fortalte om koncertmesterens rolle og opgaver. Det var både velformuleret og meget spændende – på den måde blev vi alle sammen en smule klogere. Samtidig gjorde han det med masser af charme og humor, så alle fik sig et godt grin inden koncerten begyndte.

Aftenens dirigent var russiske Dmitrij Kitajenko, som begyndte koncerten med et meget romantisk værk af Tjajkovskij; trods et dramatisk højdepunkt, så var det alt for sværmerisk og følsomt til min smag – men sådan skal det nok være, når titlen er “Romeo og Julie”.

Næste værk var Prokofievs violinkoncert nr. 2 og så blev vi endelig præsenteret for aftenens hovedperson: den berømte violinist Sergej Krylov. Værket starter med en forførende smuk violinsolo, hvorefter violinen først flirter med en instrumentgruppe i orkesteret og dernæst en anden. Først instrumenterne i den side af scenen, så den anden og endelig dem der sad bagest…… det var meget enkelt og meget smukt. Alligevel var det ikke rigtig noget som fangede mig.

Efter et bragende – og næsten eksalteret – bifald gav Sergej Krylov et forrygende ekstranummer; sikken en virtousitet, sikken et tempo – sikken en blærerøv! Var det for meget? Absolut ikke. Krylov beviste sin ret til titlen som en af verdens bedste violinister og efter min mening var dette ekstranummer et af aftenens højdepunkter.

Efter pausen sluttede koncerten med César Francks symfoni i d-mol. Men hvad i alverden laver César Franck blandt alle disse russere? Jeg aner det ikke…… det virker som et stilbrud og derfor også et lidt besynderligt valg. Men det var et meget heldigt valg, for jeg synes det var koncertens bedste oplevelse. Det føltes næsten som om, at de to første værker blot havde været opvarmning til dette klimaks.

Symfonien i d-mol begynder med et kor af blide og melankolske strygere, men når hurtigt frem til et gribende crescendo. Derefter følger det ene crescendo efter det andet……. 2. sats er domineret af en blid melankolsk og indadvendt selvrefleksion. 3. sats er en glidende bevægelse frem mod en svingende finale, der næsten har en ansats til at være en smule jazzet. Jeg nød hvert eneste minut af denne fantastisk symfoni – det var fuldstændig vindunderligt og hele min krop var fyldt med jublende begejstring. Det er lige præcis sådan noget musik jeg elsker!

Sjovt nok sad jeg ved siden af en herre, som gjorde opmærksom på, at han havde det lige præcis omvendt i forhold til aftenens forskellige værker. Ja, ja, sådan er vi jo så forskellige…….. 😀

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: