You are currently browsing the tag archive for the ‘Verdi’ tag.

I går havde Det kongelige teater repremiere på David Radoks iscenesættelse af La Traviata – en af operahistoriens bedste værker og en af Verdis største succeser. Premieren i Venedig i 1853 var ganske vist ikke særlig vellykket; publikum skreg af grin, da den særdeles omfangsrige sopran skulle foregive at dø af svindsot i sidste akt. Verdi brugte et år på at rette i værket og i 1854 fik La Traviata verdenspremiere endnu en gang – denne gang med en helt ny besætning. Det blev en stor succes og siden har La Traviata været elsket af publikum over hele jorden.

La Traviata er baseret på Alexandre Dumas skandaleroman “Kameliadamen”, som igen er baseret på hans egen ungdomsforelskelse i den berømte kurtisane Marie Duplessis. Henrik Engelbrecht har skrevet en spændende artikel om baggrundshistorien, som man kan læse HER.

Handlingen:

Alfredo forelsker sig i den feterede kurtisane Violetta – og hun forelsker sig i ham. Hun forlader sit ekstravagante luksusliv og alle elskerne i Paris, for at leve sammen med sin nye elsker. Men Alfredo har en søster som gerne vil giftes. Hendes familie har desværre hørt, at Alfredo lever sammen med en berygtet kurtisane, hvilket stopper alle bryllupsplaner. Deres far, den gamle Germont, opsøger Violetta og fortæller hende om familiens problemer. Violetta kan straks identificere sig med den unge piges drømme om kærlighed og lykke. Violetta føler, at hendes egen lykke er ufortjent og frygter at den ikke vil vare; hun ved, at hendes dage er talte, da hun lider af tuberkulose – derfor lykkedes det for den gamle Germont, at overtale Violetta til at forlade Alfredo. Hun har solgt alle sine smykker og alle sine egendele for at finansiere deres samliv. Nu har hun ikke andre muligheder end at vende tilbage til Paris og sine gamle elskere. Såret kærlighed er det værste der findes og Alfredo tager en grusom hævn. Da hun bliver syg, svigter både venner og elskere hende. Men de to elskende genforenes inden Violetta dør. Hun er både ludfattig og dødssyg da Alfredo genfinder hende, men de forsones og derfor dør hun lykkelig…….

Sangerne:

Alfredo blev sunget af operaens nye stjernetenor Peter Lodahl, og Violetta blev sunget af Anne Margrethe Dahl. Deres stemmer har begge en dejlig varm, blød og rund klang, som skabte en helt utrolig harmoni mellem dem. Jeg har efterhånden set La Traviata en masse gange, men denne gang har helt sikkert den bedste og det skyldtes uden tvivl samspillet mellem de to hovedpersoner – det var simpelthen magisk. Jeg har selv La Traviata i en indspilning med Angela Gheorghiu og Frank Lopardo; særligt Gheorghiu er meget skinger…. næsten skrigende. Peter Lodahl og Anne Margrethe Dahl var 100 gange bedre. Anne Margrethe Dahl lavede nogle fænomenale koloraturtriller; det rislede ned af nakken, da hun sang “Follie! Follie!“. Anne Margrethe Dahl er en fantastisk sanger – en af de bedste på Det kongelige teater. Men jeg tror aldrig hun har været så god som i går – jeg har i hvert fald ikke hørt det. Jeg havde den samme oplevelse når Peter Lodahl sang; jeg smeltede simpelthen da han sang “Un dì felice“. Det var et af forestillingens højdepunkter! 

Palle Knudsen skulle have sunget den gamle Germont, men var desværre blevet syg. I stedet havde man fået fat i Nicola de Michele. Jeg var selvfølgelig lidt skuffet, for jeg havde glædet mig til Palle Knudsen. Men Nicola de Michele ligner faktisk Peter Lodahl – derfor fungerede de ret godt som far og søn. Det var næsten et ekstra plus til aftenens forestilling.

Koret var også i topform. Sjældent har jeg oplevet sådan et brus fra det store operakor.

Dirigenten var Marcello Mottadelli; på min egen indspilning er Solti dirigent, men jeg synes ofte tempoet er både forceret og eksalteret – nærmest febrilt. Det kan der selvfølgelig være en god pointe i, men jeg synes alligevel det virker lidt hysterisk. Marcello Mottadelli satte et tempo der var dynamisk, men også let, elegant og boblende. Mange kalder La Traviata for en champagneopera og det er ikke blot fordi at de drikker en masse champagne – det er også fordi musikken er munter og boblende. Man kan godt blive sådan lidt ør i hovedet, som om at man selv havde drukket champagne. Hvem får ikke lyst til at danse, når de hører “Brindisi“, La Traviatas berømte drikkevise?

Scenografien:

Anne Margrethe Dahl som Violetta. Foto: DKT og Miklos Szabo.

Scenografien var lavet af Lars-Åke Thessmann og den var lige så vellykket som resten af forestillingen. Første akt foregår i Violettas store elegante palæ, med udsigt over Paris. Vi ser både Eiffeltårnet og Sacré Coeur mod den mørkeblå nattehimmel. I anden akt afviger scenografen fra traditionerne; i stedet for at flytte på landet, flytter de elskende ud til et strandpalæ. Sand og klitter vælter ind af døre og vinduer, mens bølgerne vugger blidt i solen udenfor. Da Violetta dør i sidste akt, er vi atter tilbage i Paris, men hendes værelse er tomt. Fortidens pragt er forsvundet. Gulvet er brækket op; brændt eller solgt? Da tågen uden for vinduerne letter, ser man, at der kun er en armslængde til nabohuset. Da hun forsones med Alfredo fortrænger minderne om deres lykke de tunge, grå ejendomme uden for vinduerne og bølgerne skyller igen imod dem. Men deres ønsker og længsler kan ikke fortrænge virkeligheden. Snart synker Violetta igen sammen, bølgerne og den blå himmel forsvinder som dug for solen. Skæbnen er uforsonlig……….

Kritik:

La Traviata er simpelthen en usædvanlig flot og vellykket forestilling. Jeg tror alle gav alt hvad de kunne; både solister, kor, dirigent og orkester – og resultatet var derefter. Sjældent har jeg nydt en opera så meget……. det var total nydelse fra start til slut. Faktisk fandt jeg kun to ting som jeg gerne vil kritisere; for det første røg Peter Lodahl/Alfredo merskumspibe. Det var dybt utroværdigt – han var slet ikke en type som røg pibe. Hvis han absolut skulle ryge, så skulle det være en cigaret. Dernæst er jeg nødt til at klage over Peter Lodahls undertøj. Jaja, Peter Lodahl er en utrolig flot og charmerende mand – også i undertøj. Men stilmæssigt har man lagt forestillingen omkring 1910-1912. Sådan cirka. Den gang gik mænd altså ikke med sort undertøj. Det tror jeg først man begyndte at gøre i 60erne eller 70erne. Selvfølgelig er det kun en detalje; alligevel virker det som et irriterende stilbrud. Derfor håber jeg, at Peter Lodahl skifter undertøj inden næste forestilling…………….. 😉

Anne Margrethe Dahl som Violetta og Peter Lodahl som Alfredo. Foto: DKT og Miklos Szabo.

Reklamer

I går var jeg til Verdis requiem i et propfyldt koncerthus – det er vist første gang jeg har været til en koncert, hvor der ligefrem var venteliste. Derfra hvor jeg sad kunne jeg tælle 9 tomme sæder – det er altså imponerende i en sal med plads til 1800 gæster. Der er jo altid nogen som bliver syge eller af anden grund forhindret. Verdis requiem er vist en af årets store klassiske begivenheder.

Guiseppe Verdi (1813-1901)

Et requiem er en romersk-katolsk dødsmesse som stammer fra 900-tallet, hvor man indførte en årlig bededag for alle døde – allesjælesdag d. 2. november. Men det var først meget senere at man begyndte at sætte musik til teksten. Der findes over 2000 kompositioner og de ældste er fra 1400-tallet. Teksten består af en masse led; Dies Irae, Sanctus, Libera me, Angus Dei, mv. Komponisterne kan frit vælge mellem de forskellige led og sætte dem sammen som de ønsker. Dermed bliver de bedste requier yderst forskellige.

Denne sæson opfører koncerthuset fire af de mest kendte requier; Verdi, Mozart, Fauré og Brahms. Jeg ærgrer mig rigtig meget over at der ikke er blevet plads til Berlioz i programmet….. jeg synes egentlig også at Benjamin Brittens “War Requiem” hører til blandt de bedste, som burde indgå i sådan et requiem-marathon. 

Verdis requiem udmærker sig ved at være det mest dramatiske – mange mener ligefrem at det er Verdis bedste opera. Verdi bruger Dies Irae-satsen som et gennemgående tema, hvor paukerne og stortrommen skiftes til af banke løs, ledsaget af ildevarslende dommedagstrompeter og et buldrende tordenkor.

Dies Irae, dies illa
solvet saeclum in favilla,
teste David cum Sibylla. 
Quantus tremor est futurus,
quando judes est venturus,
cuncta stricte discussurus!
Tuba mirum spargens sonum
per sepulchra regionum,
coget omnes ante thronum.

Vredens dag i tidens fylde,
spået af David og Sibylle,
verden skal i flammer hylle.
Gru og angst og rædsler kolde
vil vor Herres komme volde,
når han dommedag vil holde.
Over slægtens grave gjalde
domsbasunerne og kalde
for Guds trone ALT OG ALLE.

Mellem disse dies irae-satser udfolder de fire solister deres egne temaer; tenoren synger: “Ingemisco tanquam reus,/ culpa rubet vultus meus,/ supplicanti parce, Deus” – “Hør mig stønne i min brøde,/se min kind af skammen gløde,/ skån mig, Gud, lad mig ej bøde.” Sopranen synger i en hjertegribende vekselsang med koret: “Libera med, Domine, de morte aeterna/ in die illa tremenda,/ quando coeli movendi sunt et terra.” – “Frels mig, Herre, fra den evige død/ på hin frygtelige dag,/ når himlene og jorden røres,/… “ Men igen og igen vender den skabnesvangre dies irae, dies illa tilbage med tordenkor og dommedagstrompeter. Men det er også koret som synger den store inderlige bøn til Gud, som har givet genren sit navn: “Requiem aeternam dona eis, Domine” – “Herre, give dem den evige hvile.

Chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos

Det er storslået, det er gribende, det er berusende…… alligevel giver jeg kun 5½ ud af 6 stjerner. Der manglede noget…. Det var kun enkelte satser som nåede det sublime; fx “Ingemisco tanquam reus” med tenoren Aquiles Machado, Lacrymosa og det afsluttende “Libera me” med sopran Ines Salazar og hele DR koncertkoret. Jeg havde faktisk en følelse af, at man først rigtig fandt melodien da man var et godt stykke over halvvejs – og det er bare for sent.

Rafael Frühbeck de Burgos dirigerede og det er første gang siden hans udnævnelse til chefdirigent for DR Symfoniorkestret – en udnævnelse som mange har undret sig over. Der er ingen tvivl om, at Frühbeck de Burgos er en dygtig, solid og stabil dirigent. Man får en god og sikker koncert når han svinger dirigentstokken. Men der bliver ikke taget nogen chancer….. derfor bliver det lidt for pænt, lidt for konservativt, lidt for upersonligt. Det bliver lidt tamt og lidt for stramt….. Men det er nok også et spørgsmål om forventning; hvis man ønsker en opførsel der er alvorlig og højtidelig, så har man formodentlig fået hvad man kom for. Jeg havde foretrukket en fortolkning der var mere dynamisk, vital og temperamentsfuld. Der manglede lige det sidste ryk eller den sidste kraftanstrengelse, som havde gjort koncerten til en sublim og uforglemmelig oplevelse.

Næste afsnit i denne requiem-marathon er d. 3. og 4. november hvor man spiller Mozarts requiem. Der er venteliste, men jeg har heldigvis købt billet……..

Koncerten blev optaget til fjernsynet. Den bliver nok snart sendt på DR2, så alle kan nyde den.

Det begyndte at dryppe da jeg tog hjemmefra. Det regnede da jeg stod af bussen i Opera Hedeland – tre kvarter før forestillingens start – og det blev ved i næsten to timer. Midt i første akt styrtede det simpelthen ned. Det er første gang jeg har oplevet opera på dén måde. Men vi er jo vikinger og jeg var heldigvis pakket godt ind……

La Traviata er årets forestilling i Opera Hedeland. Handlingen er ret simpel: den berømte kurtisane Violette møder Alfredo og de forelsker sig i hinanden. De flytter ud på landet for at leve sammen, men Alfredos far overtaler Violetta til at forlade Alfredo af hensyn til hans familie. Før hun dør af tuberkulose, når hun at forsones med både Alfredo og hans far.

Kari Postma som Violetta og hendes spejling. Opera Hedeland 2011

Jeg synes der var flere ting, som ikke fungerede i Vibeke Wredes opsætning. Violetta har en spejlfigur(eller dobbeltfigur), men det er meget uklart hvad det betyder. En splittelse – men hvilken? Det kunne være, at den ene Violetta helst vil blive ved Alfredo og den anden længes mod livet i Paris? Det kunne også være en personificering af døden? Men det giver jo ikke mening, at det kun er den ene del af hende som dør. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er pointen meget uklar.

I andet akt sidder en del af koret og agerer publikum med teaterkikkerter. Det minder om Stefan Herheims iscenesættelse af Alban Bergs Lulu på Det kongelige teater, men her havde “det falske publikum” en funktion; det var en personificering af publikums  nysgerrighed, skadefryd, mv. På den måde lykkedes det Stefan Herheim at konfrontere publikum med vores tarveligste karaktertræk. I Vibeke Wredes opsætning af La Traviata virker det bare som et påhit uden betydning, et overflødigt og meget irriterende påhit.

I orgiet midt i tredje akt bliver vi udsat for 3 nøgne kvinder, der ligger og slanger sig på en stor seng. Jeg havde min teaterkikkert med  – de var HELT nøgne og de forsøgte sandelig ikke at skjule noget som helst. Bagefter løb halvdelen af det mandlige kor rundt med nogle kæmpe store pikke uden på tøjet. Jeg synes det var vulgært….. Jeg har skam ikke noget imod et par nøgne kvinder. Eller tre. Men i denne computertid, hvor porno er blevet hver mands eje, så er det hverken interessant eller provokerende. Og det er problemet. De nøgne kvinder og mændene med deres store pikke skulle vække opsigt. De havde ikke anden funktion. Det var udelukkende et forsøg på at skabe sensation – derfor var det temmelig vulgært. Og det var selvfølgelig også fuldstændig omsonst.

La Traviata betyder “den vildfarne”. Da Violetta er hovedpersonen, antager man automatisk, at titlen henviser til hende – jeg er dog ikke helt sikker på, at det er rimeligt. Etiketten passer da bedre til Alfredo. La Traviata er baseret på Alexandre Dumas berømte skandaleroman “Kameliadamen”, men reducerer historien til tam underholdning for borgerskabet, med smukke melodier og skønne arier. Romanen er bestemt ikke for folk med sarte nerver: den begynder med, at den efterladte elsker graver den døde kurtisane op – og mødes af en kvælende stank fra kisten. “Af øjnene var der kun to huller igen, læberne var borte, og de hvide tænder var hårdt sammenpresset. Det lange, sorte og tørre hår lå glat langs tindingerne og tilslørede kindernes grønlige farve en smule….. ” Det er grumt. Operaen derimod, er småborgerlighedens triumf: alle erkender deres synder og alle tilgiver hinanden. Dermed kan alle ånde lettet op! Violetta dør og borgerskabet kan fortsætte deres liv, som om intet var sket. Så nemt går det ikke i romanen…. derfor har jeg altid haft det lidt svært med denne opera. Det er simpelthen misbrug af en fantastisk roman. Men La Traviata indeholder noget af Verdis bedste musik og det er operaens raison d´être.

Trods min kritik af opsætningen, så var det faktisk en god oplevelse at være i Hedeland. For det første var det ret nemt at komme dertil – overraskende nemt. Det tog 10-15 minutter med regionaltog fra Nørreport til Høje Taastrup. Derfra var der en gratis bus til Hedeland, som tog 15 minutter. På hjemturen passede det så fint, at jeg slet ikke kom til at vente nogen steder: derfor kom jeg hjem lige så hurtigt, som havde jeg været til forestilling i Operaen på Holmen. Det er første gang jeg har været i Hedeland, men jeg er ret sikker på, at jeg kommer igen næste år!

Det var også lidt hyggeligt at være i Hedeland – det er sikkert endnu bedre, når det er tørvejr og solen skinner. I fredags blev aftenen reddet af nogle glimrende solister. De var alle i topform og sang ganske udmærket – det var dybt imponerende under de forhold. Jeg undrer mig over, at man ikke i det mindste kunne give de stakkels kvinder et shawl om skuldrene. Det ville jo ikke ødelægge deres kostumer. Og giv dog Kari Postma nogle sko….. hun må altså have frosset, da hun stod der og sang i den iskolde regn, mere afklædt end påklædt. Men det kunne man hverken se eller høre – det var altså ret utroligt. Mændene havde mere tøj på. Til gengæld har de sikkert løbet rundt i vådt tøj resten af aftenen og det har nok heller ikke været morsomt.

Hvis man ser bort fra instruktørens overflødige påhit, så har de en ganske fin opsætning af La Traviata i Hedeland. Den er hverken opsigtsvækkende eller spektakulær. Men den er ganske simpel og tilfredsstillende – og solisterne gjorde det til en rigtig smuk operaaften.

I Berlingske er Søren Kassebeer noget kritisk, men roser dog solisterne. Det er nok ham jeg er mest enig med denne gang.

I Jyllands Posten er Jakob Levinsen lidt mere positiv – men alligevel på samme linje: “Det viste sig nemlig i høj grad at være de tre hovedroller, der bar forestillingen og gjorde den se- og ikke mindst hørværdig”, skriver han. 

Den mest positive anmeldelse er skrevet i Politiken af Henrik Friis

Kari Postma som Violetta og Daniel Johansson som Alfredo. Opera Hedeland 2011

I Jyllands Posten skriver Jakob Levinsen, at Lulu er efterårets store operapremiere.

Alle tiders luder” – skrev Thomas Michelsen i Politiken.

En total og fremragende løsning af Alban Bergs mesterværk“, skriver en ekstatisk og meget begejstret Gregers Dirckinck-Holmfeldt.

En mesterlig opsætning af en mesterlig opera” skrev Søren Kassebeer i Berlingske tidende.

Sine Bundgaard som Lulu. Foto: Miklos Szabo/DKT

Jeg var selv til premieren fredag aften og jeg er fuldstændig enig. Stefan Herheims opsætning er en usædvanlig flot og vellykket forestilling – en sand triumf for Det kongelige teater!  Det er mere end 20 år siden at jeg så min første opera, og jeg kan kun huske 3 eller 4 forestillinger der har gjort så stort indtryk på mig.

Alban Bergs opera “Lulu” begynder i et cirkus – men det er en kopi af Det kongelige teaters gamle scene, med fortæppet som forestiller Akropolis. “Ej blot til lyst” står der formanende! Ovenpå sidder det lille cirkusorkester som består af klovner – groteske, absurde klovner. I manegen står cirkusdirektøren og præsenterer først rovdyrene, dernæst husdyrene “der pludrer som dem i parterret.” Jaja, det er altid moderne at fornærme publikum – særligt dem på de dyre pladser!

Derefter præsenterer han det farligste af dyrene: Lullu – som træder lige ud af paradiset med et æble i hånden! En fristende, forførende kvinde, en femme fatale, en rigtig maneater. Alle begærer Lulu. Selv begærer hun kun deres begær eller deres lyst efter hende. Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme den lesbiske grevinde Geschwitz, som måske har lidt dybere følelser. Hun er i hvert fald den mest trofaste af Lulus tilbedere.

Lulu gifter sig flere gange og holder samtidig et utal af elskere. Mændene holder aldrig længe – de dør! Hun slider dem op og driver dem til vanvid. Hvis de ikke begår selvmord bliver de myrdet……..hvorefter de bliver båret over til sminkebordet i et hjørne af scene, får mere makeup på og fortsætter i en ny rolle. Imens springer Lulu endnu en gang i brudekjolen og kaster sig over det næste hjælpeløse offer. Det er som en ond cirkel der bliver gentaget igen og igen. Mod slutningen driver hun også den trofaste grevinde mod selvmordet. Mens den stakkels grevinde overvejer forskellige måder at begå selvmord på, spørger hun sig selv hvad der mon er koldest: vandet eller Lulus hjerte?!

“At mænd har myrdet sig selv for min skyld, forringer ikke min værdi” siger Lulu selvsikkert. Hun svinger sig op af den sociale rangstige, indtil hun mister balancen og styrter til jorden med et brag. Hun ender som billige gadeluder i London. Den sidste kunde er døden, denne gang forklædt som Jack the Ripper…… Normalt er der selvfølgelig kun en mand ved paukerne. På et tidspunkt bemærkede jeg at der var fire – det har jeg aldrig set før! Da Lulu mødte Jack the Ripper var der to musikere som hamrede løs – ophidset, vildt og sanseløst – mens kuldegysningerne løb gennem min krop. Det var helt utroligt. Man var nærmest lammet af rædsel.

Til slut myrder Jack the Ripper også grevinden. Mens hun ligger i sin dødskamp vælter kopien af gamle scene ned over hende – og afslører, at kulissen kun er et tyndt stykke pap. Der er intet bagved. Det er en gåde hvordan og hvornår man har fjernet resten! Under hele forestillingen har de medvirkende jo kravlet rundt på denne kulisse. Vi har set den både forfra, bagfra og fra alle siderne. Men det var en utrolig flot scene – og et stærkt symbol.

Klovnerne er på scenen uafbrudt. De er statister og bipersoner. Det minder mig om en novelle af H.C.Branner, som handler om tyskernes besættelse; “Det er jo bare noget vi leger”, siger personerne igen og igen, hver gang virkeligheden bliver for skræmmende eller truende. De gentager denne replik som en besværgelse – på den måde forsøger de at holde virkeligheden på afstand. Men det er selvfølgelig umuligt og virkeligheden bliver kun mere og mere truende og skræmmende. På samme måde står klovnerne og griner hver gang det bliver virkelig alvorligt eller uhyggeligt. Derved virker de nærmest psykotiske……. De spreder en sær, kold uhygge i hele salen.

Der er bestemt også nogle gode grin undervejs. Masser af skarpe replikker, sjove scener og morsomme optrin. Men “Lulu” er hverken en komedie eller et lystspil. Måske et narrespil? Hele opsætningen synes at have samme pointe som slutscenen i Verdis opera Falstaff, hvor hovedpersonen indser at alt i livet er en spøg, en grum spøg og vi er alle narrer. Og den tomme kulisse som falder ned over den døende grevinde von Geschwitz afslører, at der er intet hinsides!

Sine Bundgaard var fantastisk som Lulu. Det var en lang forestilling, som varede næsten fire timer. Sine Bundgaard sang en meget stor del af tiden og det var fortrinsvis på de høje toner. Det må virkelig kræve en stærk stemme og en god teknik. Jeg er i hvert fald imponeret!

Men gang på gang var det Michael Kristensen som stjal opmærksomheden. Selv om han spillede tre roller, så blev der ikke ændret meget ved hans klovnekostume – og det var heller ikke nødvendigt. Men hvem vidste, at Michael Kristensen havde sådan et komisk talent? Han udstrålede selvtillid, styrke, overskud og stor karisma. Ingen tvivl om, at det var en rolle som han havde det godt med – og det gjaldt forresten alle de medvirkende. Det virkede som om at alle de medvirkende vidste hvad de skulle. Der var ingen uro, ingen usikkerhed, ingen nervøsitet. Alle optrådte med stor selvsikkerhed, energi og overskud. Det må være et bevis på en virkelig dygtig instruktør. Man forstår godt, at norske Stefan Herheim er en af verdens mest efterspurgte operainstruktører og det er et privilegium at vi har fået mulighed for at nyde en af hans forestillinger i København.

Ingen tvivl om, at det er en opera som kræver meget af de medvirkende – og næsten lige så meget af publikum. Den er både lang og svær. Men det er også en af de virkelig flotte og originale forestillinger som man ikke glemmer igen!

Lulu i Stefan Herheims iscenesættelse. Foto: Miklos Szabo/DKT

Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke har skrevet noget så længe, for jeg har oplevet en masse og der har været rigeligt at skrive om. Jeg har været til Haydns “Farewell Symphony” i DR´s koncertsal og Nabucco i Operaen. Særligt Nabucco var en god forestilling. Det var en antediluviansk historie; det var sådan noget med “min gud er større end din” og så prøvede de at slå hinanden ihjel, for at bevise at hvem der havde ret. Så blev kong Nabucco så træt af alt den ballade, at han afskaffede alle guderne og udråbte sig selv til den eneste gud. Jeg synes egentlig det var en god og meget moderne løsning – men det syntes Nabuccos datter ikke. Hun fik faren erklæret for sindssyg, spærrede ham inde og skyndte sig at tage magten selv. Men så viste det sig, at hun slet ikke var kongens rigtige datter og så gjaldt det slet ikke. Hun prøvede også at myrde sin søster og det kunne man jo godt forstå, for hun var nemlig en rigtig lille prinsesse. Men det nåede hun desværre ikke, før operaen var slut.

Jeg synes handlingen var rimelig uinteressant og scenografien var aldeles rædselsfuld – det er noget af det værste jeg nogensinde har set. Men musikken var fantastisk, kapellet var i topform og sangerne var supergode. Derfor var det en af de bedste forestillinger jeg har set i lang tid og jeg nød hvert eneste minut……. jeg håber egentlig, at jeg når at se den endnu en gang!

Jeg havde også billet til Rach2 i det gamle radiohus, men jeg kunne ikke overskue det. Jeg har været syg og haft en pokkers masse problemer i løbet af de sidste uger – det hele har kørt lidt skævt. Det var rigtig ærgerligt, for jeg havde virkelig glædet mig til Rachmaninovs 2. klaverkoncert. Jeg håber, at jeg får chancen for at opleve den en anden gang.

 

Det berømte fangekor fra Nabucco. Foto: Mats Backer/DKT

 

La Traviata - Anna Netrebko som Violetta

DR holder operauge i uge 37 – udvidet operauge, for den begyndte allerede i går lørdag. Og det bliver et sandt overflødighedshorn af opera både på radio og tv. Jeg er sikker på, at der er mange kritiske operaelskere, som synes det havde været bedre at sprede alle disse udsendelser over lidt længere tid. Man må nok give dem ret, for det bliver umuligt at nå det hele. Alligevel glæder jeg til alt det jeg skal opleve hele uge…..

Søndag: DR K. 21 -21,55: Edita Gruberova – et portræt: selv om hun er omkring 60 år, så er hun stadig en af verdens bedste belcanto-sopraner. Jeg har flere CD´ere med hende og hun er utrolig! Jeg glæder mig rigtig meget til at se dette portræt og forventer, at det bliver et af ugens højdepunkter.

Mandag: DR K. 20 – 23,30: Wagner – Tannhäuser: jeg glæder mig til at gense denne forestilling, som jeg har anmeldt her. Særligt glæder jeg mig til starten, som er fuldstændig fantastisk og overvældende.

Tirsdag: DR K. 20 -22: Puccini – Manon Lescaut.

Tirsdag: DR K. 22 – 23: Portræt af Rolando Villazón.

Onsdag: DR K. 20 -23: Mozart – Don Juan.

Torsdag: DR K. 20 – 23,10: Händel – Partenope med Inger Dam-Jensen. En forestilling som jeg har anmeldt her – og jeg var absolut ikke begejstret! Jeg er lidt i tvivl om jeg gider at se den igen.

Fredag: DR k: 20 – 22,35: Stravinsky – The Raks´s Progress eller “Lastens vej”. Det er en opsætning fra Salzburg 1996 med Jerry Hadley og Dawn Upshaw. Jeg har set klip fra forestillingen og synes at det er ganske forfærdeligt. Men det er min yndlingsopera og derfor vil jeg nok se den alligevel.

Lørdag: DR K. 20 – 22,20: Verdi – La Traviata med Anna Netrebko som Violetta og Rolando Villazón som Alfredo. Jeg glæder mig utrolig meget til at se denne forestilling… det er lige ved, at jeg bliver helt ophidset ved tanken. Det bliver en fantastisk oplevelse at se Anna Netrebko i dette parti og opsætningen har fået en fabelagtig kritik.

Lørdag: DR K. 22,20 -23,15: Portræt af den berømte sopran Christine Schäfer.

Lørdag: SVT2. 20 -22,05: Svensk fjernsyn er ikke med i DR´s operauge, men skal alligevel nævnes, da de sender Jean-Baptiste Lullys opera “Cadmus og Hermione”. Vi er helt tilbage ved en af de første operaer fra 1600-tallet og jeg vil så gerne se den. Alligevel er jeg sikker på, at DR K vinder med La Traviata. Svensk tv plejer jo at genudsende deres forestillinger og jeg må bare holde øje med programmet.

Søndag: DR K. 20 – 22,40: Bo Holten – Livlægens besøg. Operaugen slutter med denne opera om Struensee, Christian d. 7 og Caroline Mathilde.

Der sker lige så meget på P2 – det kan man læse mere om i programmet for operaugen, som findes HER. Mon man kan få for meget opera? Tja, det må tiden vise…. 😉

Operaen på Holmen

For et par uger siden offentliggjorde Det kongelige teater programmet for den kommende sæson 2010/2011. Umiddelbart ser det jo pænt og nydeligt ud. Det er først når man nærlæser programmet, at man opdager, at det er fyldt med små ubehagelige overraskelser, der får store konsekvenser for mange operagæster. Jeg må indrømme, at jeg er bekymret.

“Det er umuligt at få billetter til operaen” – den sætning har jeg hørt en million gange. Men det er en dum floskel som ikke har hold i virkeligheden. Det har aldrig været umuligt, men der var nogle år, hvor det krævede en indsats. Derfor reserverede Det kongelige teater 25 billetter, som først blev solgt på dagen. Hvis man ville have billetter, så kunne man også få det. For nogle år siden lå billetcentret over for personaleindgangen og det åbnede allerede klokken 10. Jeg kan huske en lørdag morgen, hvor jeg stod i kø fra klokken 6 for at få billetter til premieren på Carmen…. og det var i snevejr. Men jeg ville have de billetter! Portvagten fra personaleindgangen var så venligt at komme med kaffe til mig – jeg drikker ikke kaffen, men det var jo meget venligt alligevel.

Der står ikke længere noget om de 25 billetter i programmet, så man må formode at det er fortid. Det er heller ikke nødvendigt længere; de sidste 4 gange jeg har været i operaen, har salen været halvtom. Det kan man godt forklare med, at det ikke har været nogle kendte eller populære forestillinger – alligevel er der ingen tvivl om, at det også er udtryk for en generel tendens: man har virkelig problemer med at fylde salen.

Jeg tror det skyldes mange ting; operaens popularitet svinger – sådan har det altid været. Alligevel undrer det mig at populariteten daler i en tid hvor der er så mange store superstjerner i operaens verden: Anna Netrebko, Rolando Villazon, Jonas Kaufmann, Erwin Schrott, Danielle de Niese, Juan Diego Florez, Lawrence Brownlee, Reneé Fleming og mange flere.

Men det er ikke umuligt at forklare; for det første er der meget delte meninger om det nye operahus og nyhedens interessen er efterhånden fordampet. For det andet er det en rimelig stor sal at fylde i en forholdsvis lille by som København. For det tredie fik priserne et gevaldigt spark i vejret, da man flyttede over på Holmen. Man forsvarer sig med, at man både ser og hører ganske godt, uanset hvor man sidder i salen; men hvad nytter det, hvis det er for dyrt? Her vil jeg gerne tilføje, at selv på de bedste pladser koster det jo ikke mere end en koncertbillet til parken. Når jeg går i operaen, så er der ofte folk som siger; jamen, det er jo frygtelig dyrt. Hvorfor? Det siger man da ikke når folk skal høre Madonna, Sting eller Robbie Williams i Parken, og der koster billetterne cirka det samme……..Alligevel betyder prisniveauet selvfølgelig, at man ikke har råd til at komme der så ofte.

Dernæst er placeringen også et problem; det er ikke nemt at komme ud til Operaen på Holmen. Når man er vant til det er det selvfølgelig ikke noget problem – alligevel føles det, som om at man har flyttet operaen uden for byen og jeg tror det får mange til at holde sig væk. Endelig mener jeg også, at ledelsen har et ansvar; de mindre kendte operaer har fyldt forholdsvis meget i repertoiret, men publikum er nok lidt konservativt. De fleste vil høre Carmen og La Boheme i en uendelighed. Jeg tror at ledelsen har forsøgt at præsentere nogle af de mindre kendte værker for det danske publikum og det er desværre ikke gået som man kunne have håbet. Vi er mange som er glade for, at vi har fået mulighed for at høre noget nyt, men det har måske haft nogle uheldige konsekvenser for belægningsprocenten.

Jeg har ikke så mange penge og egentlig har jeg slet ikke råd til at gå så meget i operaen. Men jeg elsker operaen og derfor generer det mig ikke, at jeg er nødt til at spare på mange andre ting – derudover så plejer jeg at stå i kø på billetkontoret, hvor man kan købe biletterne til halv pris efter 16. Det plejer at være fantastisk hyggeligt; man møder en masse spændende mennesker og der bliver snakket opera til den store guldmedalje. For mig er det faktisk halvdelen af fornøjelsen. Samtidig ser jeg det som en form for kompensation for det høje prisniveau i operaen. Så længe man har denne ordning, så er det ikke helt rimeligt at klage over de dyre billetter. Dem som har råd til det kan købe de dyre billetter og alle vi andre kan købe billetterne til halv pris – det er lidt mere besværligt, men det er jo ikke noget problem.

MEN det er desværre her man ser de største forandringer; fremover kan man ikke købe billetter til halv pris i billetcentret ved Kongens nytorv – næh, man skal helt over til Operaen på Holmen.

……. og tidspunktet er også flyttet: i alle de år jeg kan huske, har man kunnet købe billetter til halv pris efter 16. Nu bliver det ændret til klokken 18. Så er det umuligt at nå hjem for at skifte tøj – transporttiden er jo noget længere til Holmen end til Kongens nytorv. Hvad i alverden skal man så lave på Holmen i halvanden eller to timer før forestilligen? Hvis man husker transporttiden og den tid man skal bruge på at stå i kø FØR klokken 18……. jamen, så skal man måske hjemmefra mellem 15 og 16, og man kommer ikke hjem igen før omkring midnat. Så er man jo også nødt til at købe noget mad et eller andet sted.

Derudover åbner billetkontoret først klokken 18. Det betyder at man skal stå i kø UDENFOR. For det første, så har jeg allerede hørt grumme historier om dette sted; det er noget med en eller anden dør som er næsten umulig at finde første gang. Samtidig er der meget forblæst omkring operaen, fordi området er så åbent og ligger helt ud til havnen. Det bliver sandelig ikke nogen fornøjelse.

Det er mit indtryk, at Det kongelige teater har gjort det så svært som muligt at købe de billige billetter og det er formodentlig fordi man ønsker at folk skal købe deres billetter til fuld pris. Jeg tror desværre kun at det betyder én ting – færre gæster i operaen. Og det er vel ikke hensigten?! Jeg er i hvert fald bekymret og jeg er bange for, at jeg heller ikke selv får mulighed for at komme der så ofte i fremtiden. Det er selvfølgelig ikke noget problem, hvis man kan tage over til operaen og købe sin billet 10 minutter før forestillingen, men så mange ledige pladser skulle der jo helst ikke være. Det ville da være en katastrofe.

Hvis dette er et forsøg på at redde den faldende belægningsprocent, så tror jeg at taktikken er helt forkert. Vi er en del som plejer at købe vores billetter til halv pris; nogen gange er vi 15 i køen. Andre gange er vi 40. Mange køber måske to billetter – men det er jo ikke noget som vælter budgettet i operaen. Jeg tror ikke at folk fra denne gruppe vil købe flere billetter til fuld pris i fremtiden – overhovedet ikke. I stedet tror jeg, at vi vil komme der lidt mindre og det betyder så at belægningsprocenten falder endnu mere. Jeg har svært ved at se, at det skulle være nogen fordel for operaen.

Programmet ser spændende ud og jeg håber selvfølgelig, at jeg får mulighed for at se så meget som muligt. Sæsonen åbner med en ny opera af Poul Ruders “Dancer in the Dark” efter Lars von Triers film . Den skal jeg IKKE se. Jeg bryder mig ikke om den tendens til at en succes skal malkes på den måde – jeg synes det er forfærdelig plat og uoriginalt. Hvis man gerne vil se “Dancer in the Dark” så synes jeg at man skal se Lars von Triers film i stedet for.

Men jeg glæder mig helt vildt til at se “Lulu” af Alban Berg – det er en opera som ikke bliver spillet så tit, men hovedpersonen er en femme fatale, der er helt på linje med de største kvindeskikkelse i operaens og litteraturens verden. Jeg glæder mig også til “Romeo og Julie” af Gounod…..selv om jeg selvfølgelig har samme problem med denne opera, som jeg har med “Dancer in the dark”. Må vi lige bede om noget originalitet.

Det mest spændende bliver uden tvivl “Kvinden uden skygge” af Richard Strauss. Det er tredie gang man lover publikum denne opera, men de forrige gange er den blevet aflyst. Det er en meget krævende opera. Blandt andet er man nødt til at stoppe så mange musikere som overhovedet muligt ned i orkestergraven – jeg kan huske, at det var én af grundene til at man aflyste for nogle år siden; man kunne simpelthen ikke få nok musikere ned i orkestergraven på Kongens nytorv. Men det er vist kun en af udfordringerne for denne opera. Jeg håber at tredie gang bliver lykkens gang for “Kvinden uden skygge” – jeg glæder mig i hvert fald til at se den.

Jeg glæder mig også til at gense “Tristan og Isolde” i Stig Fogh Andersens opsætning fra sidste sæson. Jeg var så begejstret, at jeg så den to gange!!! Den er godt nok lang, men den er genial – jeg er vild med den og jeg glæder mig rigtig meget til at se den igen. Sidste gang var jeg så overvældet, at jeg slet ikke kunne skrive et indlæg om forestillingen. Jeg prøvede, men det gik bare ikke. Det kan være, at det lykkes næste gang.

Så kommer “Turandot” i Mikael Melbyes fantastiske iscenesættelse – og ditto La Bohème! Sidstnævnte er ikke en af mine favoritter. Jeg synes historien er utrolig tynd og ærlig talt, så bliver jeg ikke særlig påvirket når stakkels Mimi dør. Mikael Melbyes scenografi er hverken innovativ eller nyskabende på nogen måde – men den er saftsusme flot. Det er ikke uden grund, at denne opsætning efterhånden har holdt i så mange år.

Derudover så kommer der også “Madame Butterfly“….. og “Den jydske opera” kommer forbi på gæstespil med “Manon Lescaut“. Det er altså FIRE operaer af Puccini….. det kan man godt lige tænke over. Jeg er ikke Puccini-fan – jeg synes at historierne er alt for tynde. Men de er jo generelt meget populære hos publikum – særligt den del af publikum som mener at man absolut SKAL knibe en tåre når man er i operaen. Men fire operaer af Puccini, det er godt nok mange. Og kun én opera af Verdi(Nabucco). Og slet intet af Mozart! “Den jyske opera” kommer også forbi med “Barberen i Sevilla” – heldigvis, for det er den eneste opera fra BelCanto-repertoiret. Man undrer sig – men jeg tror simpelthen at man forsøger at redde belægningsprocenten ved at hive nogle gamle publikumssuccesser frem fra gemmerne.

I sidste uge var Frank og jeg i Operaen, hvor vi så Don Carlos af Guiseppe Verdi. Det var en provokerende, udfordrende og meget tankevækkende forestilling. Skønt den egentlig foregår i 1560, har operachef Kasper Bech Holten iscenesat og skabt en opera, som handler om vores egen verden og vores egne konflikter. Rammen er et tyranni, som Kasper Bech Holten selv beskriver som “en blanding mellem Nordkorea, Teheran og Washington DC.” Det er et samfund der er stivnet i dyrkelsen af fortiden, kirken er den øverste magt, alle overvåger alle og man er overalt omgivet af tunge, grå betonvægge som udstråler en isnende kulde.

Filip II er konge i Spanien, som er i krig med Frankrig. For at stoppe krigen, er hans søn, Don Carlos, blevet forlovet med den franske prinsesse Elisabeth af Valois. Da de møder hinanden bliver de straks forelskede og det er jo meget heldigt – hvis ikke lige det altså var fordi, at kongen(den gamle skurk!) i mellemtiden havde besluttet, at han selv ville have Elisabeth. Men de to unge kan ikke glemme hinanden. Don Carlos er forelsket i sin stedmor og hun er forelsket i ham. Det er simpelthen noget rod.

Hofdamen prinsesse Eboli er også forelsket i Don Carlos, sunget af Nikolai Schukoff. Han er da også lidt lækker. Desværre sang han bestemt ikke godt denne aften og var en stor skuffelse. Eboli blev synget af Susanne Resmark. Hun var absolut en af aftenens favoritter. Hun har en stor og flot stemme, og hun var fantastisk på scenen. Da Don Carlos afviser hende, bliver hun rasende. Hun kunne have skreget af vrede, men nej – hun hvisker og det lyder som hvislede hun sine rasende trusler mod ham, som en slange der er lige ved at angribe sit bytte.

Rodrigo, Marquis af Posa, er Don Carlos bedste ven. Han synges af finske Tommi Hakala. Han har en stærk stemme og var en imponerende oplevelse. Posa har stor sympati for oprørerne i Flandern, som er besat af Spanien. Via ham er Don Carlos også blevet involveret i denne frihedskamp. Nu frygter de begge Ebolis hævn. Vrede kvinder er farlige, specielt i en opera! Posa sværger evigt venskab og lover at han altid vil hjælpe ham. For at beskytte ham mod Ebolis trusler, skal Posa gemme nogle farlige papirer som tilhører Don Carlos.

Eboli er rasende over Don Carlos afvisning. Hun opdager forbindelsen mellem ham og dronning Elisabeth, hvorefter hun afslører dem for kongen. Kongen er således svigtet af både sin søn og sin kone. Han føler afmagt og ensomhed.

 

Der bliver holdt en stor fest ved hoffet, hvor man fejrer besættelsen af Flandern og ser en film om krigen. Hver gang bomberne rammer, lyder der begejstrede klapsalver fra gæsterne. Denne scene er meget uhyggelig og dybt skræmmende. Krigens grusomhed kombineret med gæsternes høje, begejstrede klapsalver var en hårrejsende oplevelse og det løb mig koldt ned af nakken. Det er efterår i Danmark. Der blev hostet mere end rigeligt i operaen den aften. Der er en god akustik i den nye opera. Man kan høre alt og alle. Men under denne scene hørte man ikke en lyd. Der var dødsens stille i hele salen. Det eneste man hørte var musikken og sangerne på scenen. Sådan er det når opera er bedst. Man glemmer alt andet. Man er ren eksistens. Man er nærmest som hypnotiseret og bagefter aner man knap nok hvad der er sket. Det var simpelthen storslået!

Under denne fest erklærer kongen i en tale, at han vil kæmpe mod kætteriet og forfølge de vantro. Joh, det kunne sagtens være Kim Jong-il, Ahmadinejad eller præsident Bush der talte om at forfølge terrorister eller andre anderledes tænkende. Det er en fin pointe af Kasper Bech Holten.

Festen bliver pludselig afbrudt af en flok oprører fra Flandern, der kommer iført selvmordsbælter som muslimske terrorister. Det er en svær scenen og det kræver stor vilje at opleve nogen overensstemmelse mellem handlingen og musikken. De står med deres selvmordsbælter, men i stedet for at føle deres egen magt, er de ydmyge, falder på knæ for kongen og beder om nåde for det flamske folk, mens Verdis smukke musik lyder smertefuldt og inderligt fra orkestergraven. Her er kontrasten mellem librettoen, musikken og Kasper Bech Holtens fortolkning simpelthen for stor!

Under festen bliver det afsløret, at Don Carlos er engageret i denne frihedskamp. Posa forråder ham og afleverer beviserne, hvorefter Don Carlos bliver fængslet sammen med oprørerne. De kommer alle til et fængsel der ligner Guantanamo. Hermed skaber Kasper Bech Holten en henvisning fra operaens fascistoide tyranni til USA.

Det er kirkens overhoved, storinkvisitoren, som har den virkelige magt i dette diktatur. Det er kirken der står som klippefast garant og opretholder af dette uretfærdige, brutale og umenneskelige tyranni. Da Don Carlos bliver afsløret sammen med oprørerne forlanger storinkvisitoren, at han skal henrettes. Kongen vakler og ved ikke hvad han skal gøre. Men storinkvisitoren minder ham om, at Gud også ofrede sin søn. Sådan kan religionen og biblen bruges til at retfærdiggøre den mest umenneskelige handling, som vi jo også ser at terroristerne gør i dag. Når kongen allerede på forhånd har skidt samvittighed ved at henrette sin egen søn, tror jeg, det er fordi at han er i tvivl om sine egne motiver. Nok ønsker han at sikre sin egen magt og freden i landet, men han vil da også gerne skaffe sin rival af vejen og straffe ham for hans forhold til dronningen.

Det ser sort ud for Don Carlos, men han slipper bort under et oprør. Midt under tumulterne, ofrer Posa sit eget liv, for at Don Carlos kan flygte fra fængslet. Mange har svært ved at forstå Posa, som først lover Don Carlos evig venskab, bagefter forråder ham til kongen og endelig ofrer sit eget liv for at redde ham. Men Posa er en idealist som søger en mening med livet og ønsker at dø for en meningsfyldt sag. Ikke en kronprins, nej, bestemt ikke! Da han forråder Don Carlos gør han det fuldstændig skruppelløst for at opnå magt, så han kan fremme sine egne interesser i frihedskampen i Flandern. Men senere da Don Carlos er kommet i fængsel og skal henrettes, er sagen jo en anden. Nu er Don Carlos blevet den undertrykt og den uretfærdigt dømte. Derfor er Posa klar til at ofre sit eget liv. Don Carlos er blevet en ædel sag at ofre sig for, som giver hans egen død mening.

Med dronningens hjælp, forsøger Don Carlos at slippe ud af landet, for at slutte sig til oprørerne i Flandern. Han vil kæmpe imod Spanien, sin egen far og det land som han selv skulle have regeret efter hans død. Han tager afsked med Elisabeth og de lover hinanden, at de vil mødes efter døden. Det er da meget romantisk – på en meget gammeldags måde. Det er vi jo ikke mange som tror på i dag. Som moderne terrorister tror Don Carlos, at hvad han ofrer i dette liv, skal han vinde i det næste. I dronning Elisabeths afskedsarie bliver han hyldet som både frihedskæmper og helt.

Denne opsætning af “Don Carlos” er en fortælling om en ung mand der bliver terrorist. Han vil kæmpe mod den politiske og religiøse undertrykkelse. Men det er klart, at forholdet til kongen, hans far, spiller også en væsentlig rolle. Det er jo ham som han vil kæmpe imod. Sandsynligvis har han et ønske om at hævne sig på den hårde og brutale far, som er både kold og fraværende. Der er overhovedet intet forhold mellem kongen og hans søn. Til gengæld udtrykker kongen sin beundring for Posas mod, da han vover at tale Flanderns sag. Det kan vel nok gøre en ung mand til terrorist, hvis han ønsker at vinde sin fars opmærksomhed og respekt. Hermed viser operaen, at familiens indbyrdes forhold er en medvirkende faktor, når unge mænd bliver terrorister. Det synes jeg er en både troværdig og spændende pointe.

Men er denne terrorist virkelig en helt? Det er der vel næppe mange som mener. Vi har nok mere forståelse for Verdis hyldest til kætterne fra 1500-tallet og frihedskæmperne fra 1800-tallet. Men Kasper Bech Holten har skabt en opera, hvor vi er nødt til at erkende, at de virkelig kæmper for de samme idealer om frihed. Måske ønsker Kasper Bech Holten at nuancere forståelsen for de komplekse forhold som skaber terrorisme.

Jeg kunne sagtens forestille mig denne opsætning på verdensturne. Jeg er sikker på, at den ville skabe debat alle steder. Det er imponerende, som Kasper Bech Holten har forvandlet denne opera. Det er bestemt ikke en opera man bare glemmer dagen efter. Men det føles ikke længere som en opera af Guiseppe Verdi. Dette er Kasper Bech Holtens opera! Jo mere jeg tænker over denne forestilling, jo mere imponeret bliver jeg og jeg vil meget, meget gerne se den igen.

“Don Carlos” har virkelig fået blandede anmeldelser. Særlig Søren Kassebeer fra Berlingske tidende er meget negativ. Georg Metz er mere begejstret, men mangler dog ikke noget at kritisere.

Søren Kassebeer: “”Don Carlos” for dummies” i Berlingske tidende.

John Christiansens anmeldelse i Jyllandsposten.

Gregers Dirckinck-Holmfeldts anmeldelse.

Georg Metz: “Don Carlos i afgangshallen” i Information.

Endelig har Det Kongelige Teater en side om Don Carlos, hvor man kan høre lidt af musikken i en mini-introduktion yderst i højre side af billedet.

Det er et af de spørgsmål, som man jævnligt diskuterer i operakredse. Og det nytter ikke at man svarer Wagner, Mozart, Donizetti eller andre. Nej, spørgsmåler er: Verdi eller Puccini?

Langt de fleste operafans foretrækker enten den ene eller den anden, og de er ikke i tvivl. Det er jeg heller ikke. Jeg har aldrig været vild med Puccini. Hans operaer handler altid om en kærlighedshistorie og der er ikke meget mere i det. Puccini er ren underholdning. Jeg synes at det er lidt kedeligt og overfladisk. Men Puccini har skrevet meget smukt musik og derfor ser jeg naturligvis hans operaer alligevel.

Guiseppe Verdi er noget helt, helt andet. Naturligvis handler det stadig om kærlighed. Det gør enhver god opera. Men der er en helt anden dybde i Verdis værker. Hos Verdi er det ikke selve kærlighedshistorien som er i centrum, men det psykologiske drama, som udspiller sig inde i hovedpersonerne – og imellem dem. Der er ikke meget at tænke over, når man har set en forestilling af Puccini, men det er helt anderledes med Verdi. Ham kan man næste ikke blive færdig med.

Derfor glæder jeg mig til i aften, hvor Frank og jeg skal se “Don Carlos“, som er et politisk drama – og en spændende historie om umulig kærlighed. Jeg har aldrig før set eller hørt denne opera og jeg glæder mig rigtig, rigtig meget.

Vi har ingen billetter. Men Det kongelige teater sælger altid 25 billetter til samme aftens forestilling. Det betyder at jeg skal ind og stå i kø uden for billetcentret. Jeg håber at vejret bliver rigtig dårligt og koldt. Jeg håber at det regner og sner og stormer. Jeg skal nok klare den, men jeg håber at alle de andre bliver hjemme, så jeg får de bedste billetter. Det lyder måske lidt tarveligt, men alle håber jo på de bedste billetter. Alligevel er der altid en meget god stemning i køen mens man venter. Der bliver snakket opera og fortalt sjove historie. Man taler med en masse fremmede mennesker og det er altid en hyggelig oplevelse. Derfor glæder jeg mig næsten lige så meget til at stå i kø, som til forestillingen i aften.

Du kan skrive til mig på: mail2jensdrejer@yahoo.com

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Reklamer
%d bloggers like this: